integrationsmatch.dk er gået i luften

Mohammad håber en ny dør åbner sig

Det pæne tøj, og de store smil var fundet frem, da Haderslev Kommune sidste torsdag skød gang i en ny indsats, der skal skaffe flygtninge og indvandrere hurtigere i job.

På Månen i Haderslev blev der taget portrætbilleder til hjemmesiden integrationsmatch, hvor virksomheder og flygtninge kan blive matchet.

Integrationsmatch.dk er en ny og anderledes måde at føre ledige og virksomheder sammen på. Blandt de 32 fremmødte flygtninge og indvandrere der har sagt ja til at være med, var der store forhåbninger om, at det kunne være med til at skaffe dem et fast job.   

Haderslev Kommune er én af de første kommuner i landet, der gør brug af hjemmesiden. Flere andre kommuner er på vej.
 
Blandt de fremmødte var blandt andet tre syrere, der alle håber på, at integrationsmatch.dk nemmere kan hjælpe dem med at finde det rette job.

 
Kamiran Mohammedali, kommer fra Syrien, har boet i Danmark i 1,4 år
- Jeg er lige nu i praktik på en grisefarm, men jeg kunne godt tænke mig at komme til at arbejde som lærer. Jeg har undervist før. Det er vigtigt for mig, at jeg kommer til at tjene mine egne penge og ikke være afhængig af andre. Så det vil gøre mig rigtig glad, hvis jeg kan få et job.
 
Mohammad Al Hadidi, kommer fra Syrien, har boet i Danmark i 3 år
- Jeg arbejder i Bilka to dage om ugen nu, men jeg kunne godt tænke mig at komme til at arbejde fast i en blomsterbutik eller måske for Røde Kors, så jeg kan hjælpe andre. Jeg har arbejdet i en blomsterbutik før, og jeg har masser af gode og anderledes idéer til blomsterdekorationer, som jeg godt kunne tænke mig at vise frem.
 
Mohammad Osman, kommer fra Syrien, har boet i Danmark i 3 år
- Jeg har arbejdet nogle timer på et pizzeria, og jeg kunne godt tænke mig at arbejde fuld tid på en restaurant. I Syrien har jeg tidligere arbejdet på fabrik og haft min egen kiosk, men nu kunne jeg godt tænke mig at arbejde på en restaurant, for jeg elsker at lave mad og kan godt lide arbejdet.
 
Haderslev Kommune kører med succes en lignende ordning på fleksmatch.dk, hvor virksomhedere og fleksjobbere bliver matchet.